ENDINGS

Anna Hjort Madsen
Så sidder jeg her i min seng og kigger poetisk nok ud af vinduet. Det blæser lidt, men solen skinner og fuglene synger. Det er min sidste dag i Wisconsin og i morgen flyver jeg fra Madison Airport klokken 6:42 (ja, det er, hvad min billet siger) mod Chicago og så mod Washington DC, hvor jeg skal tilbringe 2 dage før jeg tager hjem. Hjem til lille Danmark. 

Det her er dagen, jeg aldrig troede ville komme. Jeg har siddet fast - på en positiv måde - i min lille USA-lomme. Selvom jeg skulle hjem om 10 måneder - eller 2 uger - troede jeg aldrig, at den her dag rigtig ville komme. Selvom jeg forlader Wisconsin om under 24 timer, føles det som om, at det er ikke rigtigt. Hjem? Men det her er mit hjem. Danmark er også mit hjem. Men jeg vidste altid, at jeg ville komme hjem, hjem til Danmark, om 10 måneder. Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer hjem til Wisconsin igen. Men jeg ved, at det vil aldrig blive det samme. Mine amerikanske venner tager snart på college og mine søde foreigners og jeg vil aldrig være samlet her, samme tid og samme sted igen. Vi skal aldrig vandre rundt i North Crawford's gange, tage til practice efter skole, tage den gule skolebus klokken 7 om morgenen igen. Og det er underligt, og selv når jeg skriver om det nu, går det ikke op for mig. 

Jeg har stadig ikke pakket. Eller når jo, har pakket min første kuffert og er næsten færdig med den anden. Men det ligner stadig, at nogle har smidt en bombe inde på mit værelse, så det skal jeg have fikset. Jeg har en hel mappe med betydningsfulde papirer, alt fra breve fra Danmark til tegninger jeg har tegnet i art class med pigerne. Jeg er en minde-hoarder. Det har jeg fra min mor. Jeg har billetter fra film og basketball kampe, et digt fra min basketball coach, som går under navnet #BestSeasonEver og jeg har klistermærker. 

Og nu burde jeg snart stå op og konfrontere den her dag. Stå op, tage mine kontaktlinser i, spise noget morgenmad, pakke lidt mere. Klokken 11 tager Aime, Jada og jeg til Lacrosse for noger last minute sightseeing og frokost. Så er det hjem igen, pakke mere og i aften tager vi til en sidste going away party, hvor jeg lige får en chance for at sige et sidste farvel selvom jeg havde min going away party i går sammen med Mona. 

I fredags sagde jeg farvel til Aina. Det var hårdt, meget hårdere end jeg havde troet. Vi havde ikke sovet hele natten og klokken 3:30 tog Mona, Liv, Lysianne, Aina, Ainas værtsfamilie og jeg mod lufthavnen. Ingen tåter, bare en underlig fornemmelse i maven. Vi fik 30 minutter med Aina, fyldt med jokes i godt 15 minutter før tårerne begyndte at rulle. Det var dog ikke før de sidste 30 sekunder, hvor Aina blev nødt til at gå imod security, at tårerne begyndte at rulle. Hold nu op, hvor var det hårdt. 5 piger, der storhulkede i lufthavnen blev til 4 piger, der storhulkede endnu højere i lufthavnen. Det var et ynkeligt syn og vi satte os i nogle lænestole og hulkede mens vi ventede på Ainas værtsfamilie. Hele vejen ud til deres van og de første 10 minutter af køreturen hjem hulkede vi. Så stoppede vi ved det europæiske bageri (er overbevist om, at de gjorde det, så vi kunne få noget i munden og lade være med at græde. Hjalp ikke fra min sidde af), og så kørte vi hjem. Og nu er det min tur i morgen.

Nu burde jeg virkelig stå op. Har ingen planer om at gå i seng i nat, da jeg alligevel skal køre engang klokken 3 i nat, så kaffe og energidrik må være mine venner. Jeg ved, at jeg kommer til at blive stresset og pakke færdig en time før afgang alligevel. Det her bliver nok sidste gang i hører fra mig i USA. Måske ikke, måske sender jeg en update fra lufthavnen eller DC. Jeg kan ikke love noget. Men tak for alt, tak fordi I har fulgt med de sidste 10 måneder. Tak for kommentarerne og jeres søde ord. Det betyder så meget, og jeg håber, at jeg ikke har været en alt for crappy blogger. 

Hvis der er nogle derude, som overvejer at tage et år som udvekslingsstudent: gør det. Det er hårdt, skræmmende, men det er fantastisk. Jeg har lært så meget om mig selv. Grunden til, at jeg tog det her år i første omgang, var at jeg ikke følte mig klar til gymnasiet. Hvis jeg kunne tage et år i USA, ville jeg kunne gøre alting. Og mon ikke, at jeg føler mig lidt mere klar til gymnasiet nu? Måske ikke, for jeg tog ikke nogle særligt hårde fag her, så mit faglige niveau er måske faldet lidt. Jeg glæder mig ikke til matematik. (Græder faktisk lidt inden i ved tanken om at skulle have matematik.)

Alt i alt har det været nogle fantastiske 9 måneder. Tak for alt, Wisconsin. Tak til alle jer derhjemme, som har støttet mig, især mor og far. Rebekka. I er pisse skønne, og glæder mig mere end noget andet til at se jer i lufthavnen. Vi ses snart! 

Tak til min skønne værtsmor Aime, for at have lukket mig ind i hendes hus og familie. Uden hende, ville jeg ikke have haft chancen for at tage til Wisconsin. Tak for at du har været tålmodig med mig og tak for alt du har gjort for mig. Og tak for mac'n'cheese, hæhæ. 

Og vi ses forhåbentligt snart igen, søde CETUSA group 13/14. Kommer til at savne jer utroligt meget, men vi ses jo igen. Jeg stemmer for en reunion et varmt sted! Love you guys to the moon and back.

Og tak Wisconsin, for at være så helt igennem fantastisk og smuk. Det her er ikke sidste gang, jeg ser dig. Forstår ikke, hvorfor folk er så crazy med Californien og alle de steder, når de åbenlyst ikke har ser din fantastiske natur. 

Jeg takker.

CHICAGO

Nu er det lidt over en måned siden, at jeg var i Chicago med mine 12 andre skønne udvekslings-hoveder. Vi tog torsdag morgen Brunas vaertsfamilies "mini"-van og begyndte så vores laaange køretur. Det var ligesom dengang vi tog til Mall Of America, hvor Aina, Liv, Mona og jeg var klemt sammen på bagsædet. Hvorfor vi var så opsatte på at goere det igen, ved jeg ikke. Det var ikke specielt rart, men nogle skulle jo sidde der.

Vi ankom om aftenen til vores rigtig fine hotel, 30 minutter fra downtown Chicago. Vi fandt hurtigt ud af, at der var en pool, så der gik ikke lang tid, før vi var iført badetøj. Alt i alt var det en rigtig god aften, med både pool og gåtur, i vores ikke så desperate forsøg i at finde en Walgreens.

Næste morgen var vi tidligt oppe. Der blev spist morgenmad hos hotellets morgenmadsbuffet, og snart var vi på vej mod downtown Chicago. 

Jen, vores coordinator, stoppede ved vandet, hvor vi fik taget billeder med Chicagos skyline i baggrunden, hvilket vi nok gjorde i godt 30 minutter eller noget. 

Herefter kørte vi videre i godt 5 minutter, før vi alle pilede ud af vores van igen. Efter godt 5 minutters gågang (det tog nok lidt længere tid end det, når man tænker over det. Vi var trods alt 12 foreigners, som skulle stoppe og være useriøse hver 30 sekunder.), nåede vi frem til The Bean og her blev der endnu engang taget en hel del billeder. 

❤️❤️❤️

I løbet af dagen tog vi også til Navy Pier, som var lidt halvskuffende og kedeligt, men I det mindste købte jeg denne her hand sanitizer, så helt dum var Navy Pier ikke! Kun lidt dum. 

Vi fik også shoppet en del - altså, bortset fra mig. Havde fået tilsendt nyt kort, så min søde bank havde lukket det gamle. Selvfølgelig var mit nye kort derhjemme ❤️Love my life❤️. 

Om aftenen spiste vi på en rigtig lækker restaurant og så om aftenen var der dømt hygge med brigaderos og foreigners.

Næste morgen var vi endnu engang tidligt oppe, da vi skulle pakke vores tasker sammen og afsted. Vi stoppede 20 minutter ved et outlet, og kan nu stolt erklære at jeg har købt to par bukset i under 20 minutter - jeg takker søde May fra Thailand at have lånt mig penge til dem. Så var vi afsted igen og snart var vi i Six Flags. Der var mange mennesker og prøvede egentligt ikke så meget, men det var super sjovt, især fordi i starten ville Lisa (Tyskland), May og jeg ikke prøve den første forlystelse de andre ville prøve, så vi gik rundt for os selv. Måske lidt en dum idé, for efter 4 timer ville vi tilbage til de andre. Det er meget nemt at blive væk i Six Flags, lad os bare sige det. Men vi fandt dem og fik prøvet en forlystelse med de andre hoveder. 

Tre glade foreigners på tur!! 

Om aftenen kørte vi hjem af, alle udmattede efter en lang weekend med måske ikke alt for meget søvn.  

Chicago, det her var ikke sidste gang! I'll see you again

SIDSTE SKOLEDAG OG GRADUATION

Slutningen på mit udvekslingsår her lakker mod enden og for lidt over ern uge siden havde jeg sidste skoledag. Hele ugen havde været fyldt med finals, de amerikanske eksamener, og jeg tror ikke det gik op for nogle af os, at vi snart var færdige med skolen. Torsdag var seniors og alle udvekslingsstudenternes sidste skoledag. Fredag havde vi fri og lørdag havde vi så graduation.



Sidste school lunch med dem her :( men jeg kommer helt sikkert ikke til at savne skolens frokost! Føj
Torsdag havde vi "prøve"-graduation, hvor vi øvede os med at skulle gå ind og sætte os ned, hvornår vi skulle kaste vores graduation-cap og så videre. Herefter havde vi egentligt fri og alle vores seniors tog hjem. Det kunne vi teknisk set også, bortset fra, at vi ikke kunne køre, så vi skulle køre med skolebussen, hvis det var. Dog var der stadig godt 1,5 time til at klokken ringede, så hvad gør vi så? Vi holder da photoshoot! Det var skægt og vi gøglede rundt i lang tid, uden at blive skældt ud. Selvom vores principal kom ind i "the gym", mens vi var 5 foreigners derinde, som beatboxede ved den store talerstol. Lidt akavet, men han grinte bare og gik igen. ❤️❤️ Herefter tog vi billeder udenfor, da vi så min buschauffør og spurgte om han ville tage et billede af os foran en gul skolebus. Vi er jo i USA!




Så vi startede med at have normale billeder foran skolen som enhver udvekslingsstudent vil tage.



Og så endte vi at tage billeder alá det her.

Det blev hurtigt lørdag, og det blev graduation-day. Alle seniors og foreigners (tror vi var de 42 stykker... Vi er en lille skole!) mødtes ved 9-tiden og klokken 10 startede graduation.



Bruna (Brasilien) og jeg på vej til vores pladser. ❤️

Herefter blev der taget billeder og grædt. Jeg græd faktisk ikke! Det hele var lidt for surrealistisk for mig, så det gik ikke heeelt op for mig.

Efter graduation, var jeg nok til 4 forskellige graduation parties. Fyldt med mad.







Tak for alt, North Crawford!

SIDEN SIDST

Det er over en måned siden jeg har blogget! Ej hallo, nu går tiden jo virkelig stærkt! Bare for at give et lille overblik, vil jeg fortælle jer om et par få ting jeg har lavet. Jeg har simpelthen så travlt her for tiden, og der er ikke specielt meget tid til at sætte sig ned og få åbnet computeren og formuleret et blogindlæg, men nu har jeg lidt overskud og ekstra tid, så nu kan I få et lille overblik. Jeg har ingen skole i næste uge, så mon ikke, at jeg kan få givet jer lidt mere læsestof. Gør det egentligt lige så meget for mig selv det her blogging, som jeg gør for jer, for jeg har været så dårlig til at skrive dagbog og rigtig dokumentere, hvad der er sket her. Så jeg vil hellere blogge, så jeg kan læse det senere hen. 

Siden sidst, har jeg...

Haft "International Café", som var en uge, hvor os udvekslingsstudenterne brugte hele dagen på at bage godter fra vores hjemland og sælge det til the americans! Super sjovt, især fordi vi fik lov til at blive der, mens de andre havde time. (Vi fortalte bare lærerne, at vi hjalp til, selvom vi havde ingen kunder, når alle jo var til time hahaha). Så 70% af dagen gik med at spise vores egen mad og drikke masser af gratis kaffe. 

En af dagene under International Café, havde vi en tornado drill. Desværre er vi ikke specielt gode til at tage ting særligt seriøs, så selvom det var meningen vi skulle sidde ned på gulvet og dække vores hoveder, stod vi op, tog selfies og drak lemonade fra International Café. 

Jeg har haft shin splints! Har aldrig hørt om det før, men det er åbenbart skinnebensbetændelse (Det siger Google Translate i hvert fald.). Tror alle pigerne på vores track-team har haft dem, og amerikanernes svar på alting, er "icing". Put noget is på det. Så ja, jeg har brugt utroligt lang tid med hele mit ben nede i isvand i 20 minutter af gangen. Tror selve behandlingen af shin splints var faktisk værre end shin splints.

Chicagoooo! Jeg ved godt, at jeg allerede har sagt at I vil få et indlæg med det snart, og lover at det kommer op i næste uge! Skal bare lige, sådan, du ved, skrive det først... Men ja, havde det helt fantastisk, specielt med de her skønne tøser! Ved slet ikke, hvordan jeg skal klare mig uden dem, når jeg rejser.

Six Flaaaaags! Åååh, hvor var det sjovt! Chicago var helt fantastisk, og det her var så sjovt. 

Nu vil mit internet ikke lade mig uploade flere billeder, så slutter bare af her. I morgen er det sødeste Monas fødselsdag og fredag har jeg ingen skole, så mon ikke jeg kan få skrevet lidt der. Ellers har jeg graduation på lørdag, og så er jeg færdig med North Crawford. Hold nu kæft (undskyld sproget), hvor er det surrealistisk. Der er allerede mennesker, som tager hjem næste uge. Det lyder helt forfærderligt og uvirkeligt, at sige dine venner tager hjem NÆSTE UGE. Nej! Nejnejnejnejnejnejnej! Ellers er min kalender bare fyldt med graduation parties og tårer. Om under to uger tager jeg hjem, så ja, det hele er super underligt lige nu, men jeg prøver at nyde det hele så meget som muligt. Kan slet ikke forstå, at det næsten er ovre! 

COMING HOME

/// alle mine skoenne foreign exchange students, poser den i Chicago - det skal jeg nok ogsaa fortaelle jer om senere <3333

Har egentligt saa meget andet at skulle fortaelle jer om, men nu sidder jeg her paa biblioteket paa skolen (uden dansk tastatur, saa I maa lige baere over, at jeg ikke har adgang til at skrive de gode gamle danske bogstaver.). Nu staar det bogstaveligtalt sort paa hvidt at jeg skal hjem, og det er saa underligt. Fik min billet fra Washington DC til gode gamle KBH i dag i anden time, og det var meget blandede foelelser jeg fik. Jeg blev super ked af det, bare fordi, at nu er det en realitet at jeg skal forlade mit liv her. Jeg blev glad og lettet, for jeg ville komme hjem igen. Og saa blev jeg super stresset og paranoid for hvordan det vil gaa naar jeg kommer hjem. Jeg har det som om, at det her er mit hjem og nu det er den foelelse af at vaere forvirret og usikker paa, hvordan det hele skal gaa, naar man nu flyver over tusindevis af kilometer for at ankomme til en "ny" destination. Jeg har det som jeg havde, foer jeg tog til USA. Jeg er super usikker og ved ikke, hvordan jeg kommer til at haandtere at komme hjem igen, for jeg ved, at der er en masse mennesker jeg har mistet kontakt til og en masse har aendret sig. Jeg har jo selv aendret mig pissemeget, saa det er ogsaa skraemmende for at se, hvordan alle dem derhjemme vil reagere paa USA-Anna. 

Men det skal jo nok gaa alt sammen. Det er kun smaa problemer, og efter de sidste 9 maaneder, foeler jeg, at jeg kan klare stortset alting. Bortset fra gymnasiet, selvfoelgelig. Endnu en ting, der skraemmer mig. Jeg skal starte paa gymnasiet med hoeje krav til uddannelse, og jeg har aerligttalt ikke haft de svaerest og mest udfordrende fag de seneste 9 maaneder, saa det bliver nok haardt at skulle hoppe op paa hesten igen. Men, jeg skal nok klare det. 

Either way, for jer, som er interesseret, saetter jeg foedderne paa dansk jord igen den 12. juni klokken 15:50 i KBHs lufthavn, saa hurra hurra, jeg kommer rent faktisk tilbage til Danmark! 

ANTICIPATION AND BIRTHDAY THOUGHTS

Graduation kommer tættere og tættere på, og tanken skræmmer mig og glæder mig. 31. maj. En af de største udfordringer jeg tror udvekslingsstudenter har, er følelsen af at glæde sig til at komme hjem og den forfærderlige følelse af at skulle forlade dit liv her. Jeg glæder mig så meget til at komme tilbage til Danmark. Nogle dage føler jeg bare, at tiden ikke kan gå hurtigt nok. Jeg glæder mig til alle de store og små ting. Familien og vennerne. Hjem. Kattene. Maden og den danske livsstil. Jeg glæder mig til at stå op og lave en smoothie (har haft den underligste craving for mine smoothies her på det seneste..) og jeg savner pålægschokolade.

Jeg savner smagen af vandet fra vandhanen og alt i alt, mad, hvor halvdelen af ingredienserne ikke består af noget man ikke kan udtale. Jeg savner min seng og jeg savner at sove med dyne, i stedet for et vattæppe. Jeg savner at alting er tæt på og jeg savner friheden til at bare tage ud og spise uden at skulle bede om tilladelse eller skulle bekymre sig om hvordan man skulle komme derhen, for der er jo altid ens cykel eller offentligt transport og ofte kunne man bare gå derhen. Jeg savner min familie. Hold nu kæft, hvor jeg savner min familie. Jeg savner at blive nusset om som en baby når jeg er syg, få en kold klud på panden. Jeg savner, at de kender hver eneste detalje om mig og de ved at af og til at jeg bare har brug for at være inde på mit værelse og være alene. At af og til slår mine introvertgener bare ind og jeg nærmest ikke kan overskue at socialisere. Det savner jeg. At være på mit værelse af og til, alene, og ikke have dårlig samvittighed over at jeg ikke er nedenunder og socialisere og være den perfekte udvekslingsstudent. Jeg har altid været en person, som har haft brug for bare at slappe af, ikke tage stilling til andre og være mit eget gode selskab, men her kan det jo blive opfattet som om jeg er en asocial doven person, hvilket det jo hurtigt kan virke som om. Det er svært at forklare.

Jeg savner at køre ud til Bihn's for at købe dürumruller med Jakob og diskutere verdenssituationen. Jeg savner at dele min begejstring om mad, tv og musik med far og jeg savner at have min mor lige i værelset ved siden af, når man har brug for at snakke.

Hele USA kan hurtigt blive tage for givet, når man kun fokuserer på det, man mangler. Det kan det her indlæg hurtigt lyde som om, og det er også en konklusion, som har taget alt for lang tid at komme frem til. Udvekslingsstudenter bliver hurtigt så optaget med, hvad de mangler, og hvad der har ændret sig. Det har været svært, men det har også været lærerigt. Lærerigt, på den måde, at når vi kommer hjem igen, så værdsætter vi det hele lidt mere. Vi værdsætter at kunne tage cyklen for at se en veninde og hvordan der ikke er en milliard forskellige tilsætningsstoffer i ens smør (overdrevelse fremmer forståelsen) og for alle de gange ens forældre bare har givet dig lyst til at skrige, går det op for en hvor velsignet og heldig man er for at have så fantastiske forældre (og søskende selvfølgelig! Åååh gud, ISÆR søskende! Jakob, never leave me again!).

Men så mange ting, som man mangler i USA, er der lige så mange ting man får. Jeg har glæde af skolen her. Skolen herhjemme var godt, men hver morgen tog det mig en krig at komme op og afsted. Jeg har ærligtalt meget få dage her, hvor jeg bare har lyst til at blive i sengen. Jeg kan lide det helt specielle fællesskab her og skolens teamspirit og at folk rent faktisk går op i skolen. At de fleste tager det seriøst. Jeg elsker menneskerne her og hvordan du kan være dig selv og ikke skulle bekymre dig om, hvad andre synes om dig. De venskaber jeg har fået her vil jeg forevigt sætte pris på. Wisconsin har lært mig at sætte mere pris på de små ting og det har lært mig at smile mere (lige meget hvor CHEESY det lyder.. Get it??? Fordi vi nærmest drukner i ost her?? HAHAHAHA) . Jeg elsker omgivelserne og landskabet her. Jeg husker hver dag at værdsætte en flot solopgang, en smuk udsigt eller at se en vaskebjørn løbe over vejen.

Nu er det jo teknisk set min fødselsdag. I hvert fald tilbage i Danmark har klokken slået langt over 12 nu og det er den 19. april. For 17 år siden kom lille jeg til verden, og det er jeg så glad for, at jeg gjorde. Jeg har set så mange smukke lande og haft så mange utroligt fantastiske oplevelser. Det er så surrealistisk at tænke på, at om et år så er jeg voksen. I hvert fald på papiret. Heldigvis har jeg stadig 3 år i gymnasiet, så har ingen planer om at flytte ud før jeg er færdig med det (sorry mor og far, I hænger stadig på mig...). Jeg står i forevigt gæld til mine forældre for at lade mig tage på den her livsændrende oplevelse (tag det nu ikke for bogstaveligt! Kan lige forestille mig en dag, at I vil have mig til at tømme kattebakken eller noget og i bruger undskyldningen "men vi lod dig tage til USA!"). Det bliver underligt at skulle fejre min fødselsdag i USA og det virker skræmmende. Det kommer til at blive hårdt, ikke at skulle spise lagkage eller blive vækket med fødselsdagssang. Det vil blive en udfordring og jeg kommer nok til at tude en lille smule i morgen, men det vil sikkert både være af glæde og af hjemve. Men nu dør jeg jo ikke af det og næste år vil jeg jo (FORHÅBENTLIGT) være hjemme til min fødselsdag, ikk? Jeg overlever nok. I så fald skal jeg hjem til Aimes mor, Sue, og spise påskemiddag i morgen aften, så kommer til at være sammen med min anden familie - og det er ikke en fødselsdagsfest for mig, så jeg er ikke i centrum! Wuuhuuu! (Fortalte Aime meget specifikt at jeg ikke ville have en fødselsdagsfest, haha er så dårlig til at være i centrum), så mon ikke det bliver en fin dag.

Det bliver så svært at tage hjem, for der er jo fordele og ulemper med at være her og at være hjemme. Jeg har jo haft det svært med at sige farvel til mit liv derhjemme, men nu skal jeg jo snart også sige farvel til mit liv her. Og jeg ved, at det hele stadig er der når jeg kommer tilbage til Danmark og jeg har jo hele tiden vidst jeg ville komme hjem igen til de genkendelige omgivelser. Men med Wisconsin ved jeg jo ikke, hvornår jeg kommer tilbage. Alle mine venner bliver spredt ud over jordkloden igen. Forskellige kontinenter, og der er mennesker, jeg har en lille chance jeg kommer til at se igen. Jeg har venner her, som jeg er gode venner med, men ikke BFF's. Som jeg aldrig rigtigt har snakket med, men som stadig får mig til at smile når de gør et eller andet skørt på skolen. Hvad er chancen for, at jeg kommer til at se dem igen? Så ja, det er hårdt og det er virkelig et dilemma at være udvekslingsstudent, men hvis der er nogle fremtidige udvekslingsstudenter derude, der læser dette her: IT'S WORTH IT! Det er fantastisk og en oplevelse for livet, og selvom dit hjerte kommer til at blive udsat for så meget lort, så gør det dig stærkere. Hjemveen gør dig stærkere, selvom du føler du aldrig kommer hjem igen. Selvstændigheden. Og det går op for dig, at det virkelig liv stinker, men det er fantastisk og du kan virkelig mærke at du er i live. Så go for it, for der er ingen tvivl om, at hvis jeg en dag får børn og de vil ud og rejse, så pakker jeg deres kuffert og sender dem afsted, for jeg ved, hvor godt det bliver for dem. (Okay, selvom jeg nok kommer til at arve min mors hønsemorgener, så kommer nok også til at have det svært med at sende dem afsted. Men jeg ved jo, hvor fantastisk det bliver for dem!) 

Budskabet med det her indlæg er vel egentligt... Det ved jeg faktisk ikke. Det er egentligt bare et tankemylder og forhåbentligt noget, der kan give jer indblik i, hvordan det er at være udvekslingsstudenter. Det er til min familie og venner, for at fortælle dem, at jeg glæder mig mere end noget andet til at se dem igen. Men det er også på samme tid en besked til dem om, at jeg har det helt fantastisk. Så selvom jeg siger noget alá "JEG VIL ALDRIG HJEM IGEN!!" så mener jeg faktisk bare "hey jeg har det overdrevet lækkert her og det bliver virkelig svært at tage hjem, men jeg savner også Danmark pisse meget" og vice versa med Wisconsin. Udover at jeg er blevet stærkere her er jeg vil også blevet god til at skrive cheesy og motiverende indlæg I guess, hah! Og her til sidst, en lille sang, som passer perfekt til udvekslingsstudenter og som jeg vil sige nok bliver min themesong for mit år her: 

PROM 2014 - PART TWO

 ///The Prom Group 2014! Skønne mennesker

Efter billederne i Gays Mills, begyndte det at stå ned i stænger, men vi skulle altså afsted, da vi havde en 1,5 køretur foran os så vi kunne få spist noget mad! At bo i en small town i en nøddeskal. Vi kunne selvfølgelig spise på den lokale bar eller den ret så ringe restaurant vi har, men det fristede egentligt ikke. Fun fact: hver "by" har en Main Street, som er en kort, lige vej, med alle deres populæreste steder. Hvad der er fun om den her fact, er at hver by har en bar. De her byer er altså med en population mellem 100-500 mennesker (Gays Mills er vores "store" by med hele 450!), og hver evigt eneste af dem har en bar. That's Wisconsin for ya!

///My ladies! Da jeg tog til USA regnede jeg aldrig med at få så fantastiske veninder, men har fået 3 bedste veninder for livet! Og jeg synes personligt, at det er ret sjovt at vores farvekombination minder lidt om et påskeæg.. Heh, upsi

/// Drengene! De er alle sammen skudt i hovedet...

/// Min dansker!! Kan huske i starten, siden vi var så mange udvekslingsstudenter og der var mange jeg ikke havde snakket med (inkluderet hende her!), vidste jeg ikke hun var fra Danmark, før den dag vi var ude og shoppe homecoming dresses og det gik op for os begge at vi var danskere! Vi snakker dog stadig engelsk sammen, bare fordi vi kan <3

Aaaaanyways, siden vi ikke ville spise på Crawford County's ringe spisesteder, kørte vi til LaCrosse, hvor vi først stoppede ved en river for at tage billeder. Vi var der i næsten en time og tog billeder tror jeg. Det føltes i hvert fald sådan! 

Herefter drog vi så videre mod, hvor vi skulle spise. Planen var egentligt at vi skulle spise på Buffalo Wild Wings (snasket, friturestegt fingermad i pænt tøj? Don't ask), men siden vi var omkring 25 mennesker kom det ikke til at ske. Vi endte på min første italienske fastfoodkæde, Fazoli's, SOM VAR SÅÅÅ GODT! Masser af pasta fyldt med kalorier, umm! Så var vi på vej hjem igen, hvilket tog alt for lang tid. Som sagt havde vi haft meget voldsomt regnvejr det meste af dagen, og på vejen hjem kørte vi ind i en tordenstorm. Wisconsins vejr er altså meget ekstremt, især når man er vant til Danmarks super ynkelige torden. Det var super fascinerende og skræmmende på samme tid at sidde og kigge på, og på et tidspunkt blev vi så nødt til at stoppe på en tankstation, da vi havde nogle andre venner, som var kørt ind i noget haglvejr med hagl på størrelse af golfbolde! Vi ville altså ikke risikere at smadre forruden. 

/// Bruna havde en veninde, som er fotograf, så hun var så sød at komme og tage et par billeder af os! 

Ved 9:30-tiden ankom vi så til gode lille Crawford. Man kunne selvfølgelig sige at der var "gang i den", men nu må vi selvfølgelig også forholde os til at det her er en skole på 400-et-eller-andet elever, med 12 grades. Klokken 10 gik vores nominerede prom king and queens på scenen og kronen blev overrakt. Det var så sødt og dem jeg stemte på, vandt! Herefter blev der danset, selvom vores DJ var omkring de 40 år gammel og spillede udelukkende country musik og the macarena. Men det endte med at altså være virkelig sjovt! Fik desuden også lov til at prøve the prom king crown i 4 sekunder!

Ved midnat begyndte tog et par stykker af os hjem til Ludvigs værtsfamilie, hvor vi så gyserfilm (eller de andre gjorde, jeg lå med ryggen til, ørerne dækket og lukkede øjne...) og faldt i søvn og næste morgen spiste vi solid morgenmad og tog derefter hjem.

/// Ladiiiiies! Kan ikke engang huske da vi tog det her billede, men jeg gætter på mit triste ansigtsudtryk er pga. de stropper inde i kjolen blev ved med at snige sig op... 

/// Crawford's Angels

Alt i alt var prom en fantastisk oplevelse og helt sikkert en jeg vil huske for resten af livet. I morgen er det jo min 17-års fødselsdag, og kan ikke rigtigt finde ud af om jeg glæder mig eller ej. Jeg har ikke de helt store planer andet end der er familie påskemiddag om aftenen, og tror jeg vil se om jeg kan få lavet nogle planer så jeg kan hænge ud med pigerne, men ellers tror jeg det bliver en meget afslappet dag og forhåbentligt bliver det ikke alt for hårdt at være hjemmefra på min fødselsdag. Kan slet ikke forstå, at det bliver mit sidste år som "barn"! Synes selv, at det er alt for skræmmende at tænke på. Hold nu op, hvor jeg savner at gå i børnehave, haha! *begynder så småt at synge "Forever Young"*