Jeg savner smagen af vandet fra vandhanen og alt i alt, mad, hvor halvdelen af ingredienserne ikke består af noget man ikke kan udtale. Jeg savner min seng og jeg savner at sove med dyne, i stedet for et vattæppe. Jeg savner at alting er tæt på og jeg savner friheden til at bare tage ud og spise uden at skulle bede om tilladelse eller skulle bekymre sig om hvordan man skulle komme derhen, for der er jo altid ens cykel eller offentligt transport og ofte kunne man bare gå derhen. Jeg savner min familie. Hold nu kæft, hvor jeg savner min familie. Jeg savner at blive nusset om som en baby når jeg er syg, få en kold klud på panden. Jeg savner, at de kender hver eneste detalje om mig og de ved at af og til at jeg bare har brug for at være inde på mit værelse og være alene. At af og til slår mine introvertgener bare ind og jeg nærmest ikke kan overskue at socialisere. Det savner jeg. At være på mit værelse af og til, alene, og ikke have dårlig samvittighed over at jeg ikke er nedenunder og socialisere og være den perfekte udvekslingsstudent. Jeg har altid været en person, som har haft brug for bare at slappe af, ikke tage stilling til andre og være mit eget gode selskab, men her kan det jo blive opfattet som om jeg er en asocial doven person, hvilket det jo hurtigt kan virke som om. Det er svært at forklare.
Jeg savner at køre ud til Bihn's for at købe dürumruller med Jakob og diskutere verdenssituationen. Jeg savner at dele min begejstring om mad, tv og musik med far og jeg savner at have min mor lige i værelset ved siden af, når man har brug for at snakke.
Hele USA kan hurtigt blive tage for givet, når man kun fokuserer på det, man mangler. Det kan det her indlæg hurtigt lyde som om, og det er også en konklusion, som har taget alt for lang tid at komme frem til. Udvekslingsstudenter bliver hurtigt så optaget med, hvad de mangler, og hvad der har ændret sig. Det har været svært, men det har også været lærerigt. Lærerigt, på den måde, at når vi kommer hjem igen, så værdsætter vi det hele lidt mere. Vi værdsætter at kunne tage cyklen for at se en veninde og hvordan der ikke er en milliard forskellige tilsætningsstoffer i ens smør (overdrevelse fremmer forståelsen) og for alle de gange ens forældre bare har givet dig lyst til at skrige, går det op for en hvor velsignet og heldig man er for at have så fantastiske forældre (og søskende selvfølgelig! Åååh gud, ISÆR søskende! Jakob, never leave me again!).
.jpg)
Men så mange ting, som man mangler i USA, er der lige så mange ting man får. Jeg har glæde af skolen her. Skolen herhjemme var godt, men hver morgen tog det mig en krig at komme op og afsted. Jeg har ærligtalt meget få dage her, hvor jeg bare har lyst til at blive i sengen. Jeg kan lide det helt specielle fællesskab her og skolens teamspirit og at folk rent faktisk går op i skolen. At de fleste tager det seriøst. Jeg elsker menneskerne her og hvordan du kan være dig selv og ikke skulle bekymre dig om, hvad andre synes om dig. De venskaber jeg har fået her vil jeg forevigt sætte pris på. Wisconsin har lært mig at sætte mere pris på de små ting og det har lært mig at smile mere (lige meget hvor CHEESY det lyder.. Get it??? Fordi vi nærmest drukner i ost her?? HAHAHAHA) . Jeg elsker omgivelserne og landskabet her. Jeg husker hver dag at værdsætte en flot solopgang, en smuk udsigt eller at se en vaskebjørn løbe over vejen.
.jpg)
Nu er det jo teknisk set min fødselsdag. I hvert fald tilbage i Danmark har klokken slået langt over 12 nu og det er den 19. april. For 17 år siden kom lille jeg til verden, og det er jeg så glad for, at jeg gjorde. Jeg har set så mange smukke lande og haft så mange utroligt fantastiske oplevelser. Det er så surrealistisk at tænke på, at om et år så er jeg voksen. I hvert fald på papiret. Heldigvis har jeg stadig 3 år i gymnasiet, så har ingen planer om at flytte ud før jeg er færdig med det (sorry mor og far, I hænger stadig på mig...). Jeg står i forevigt gæld til mine forældre for at lade mig tage på den her livsændrende oplevelse (tag det nu ikke for bogstaveligt! Kan lige forestille mig en dag, at I vil have mig til at tømme kattebakken eller noget og i bruger undskyldningen "men vi lod dig tage til USA!"). Det bliver underligt at skulle fejre min fødselsdag i USA og det virker skræmmende. Det kommer til at blive hårdt, ikke at skulle spise lagkage eller blive vækket med fødselsdagssang. Det vil blive en udfordring og jeg kommer nok til at tude en lille smule i morgen, men det vil sikkert både være af glæde og af hjemve. Men nu dør jeg jo ikke af det og næste år vil jeg jo (FORHÅBENTLIGT) være hjemme til min fødselsdag, ikk? Jeg overlever nok. I så fald skal jeg hjem til Aimes mor, Sue, og spise påskemiddag i morgen aften, så kommer til at være sammen med min anden familie - og det er ikke en fødselsdagsfest for mig, så jeg er ikke i centrum! Wuuhuuu! (Fortalte Aime meget specifikt at jeg ikke ville have en fødselsdagsfest, haha er så dårlig til at være i centrum), så mon ikke det bliver en fin dag.
.jpg)
Det bliver så svært at tage hjem, for der er jo fordele og ulemper med at være her og at være hjemme. Jeg har jo haft det svært med at sige farvel til mit liv derhjemme, men nu skal jeg jo snart også sige farvel til mit liv her. Og jeg ved, at det hele stadig er der når jeg kommer tilbage til Danmark og jeg har jo hele tiden vidst jeg ville komme hjem igen til de genkendelige omgivelser. Men med Wisconsin ved jeg jo ikke, hvornår jeg kommer tilbage. Alle mine venner bliver spredt ud over jordkloden igen. Forskellige kontinenter, og der er mennesker, jeg har en lille chance jeg kommer til at se igen. Jeg har venner her, som jeg er gode venner med, men ikke BFF's. Som jeg aldrig rigtigt har snakket med, men som stadig får mig til at smile når de gør et eller andet skørt på skolen. Hvad er chancen for, at jeg kommer til at se dem igen? Så ja, det er hårdt og det er virkelig et dilemma at være udvekslingsstudent, men hvis der er nogle fremtidige udvekslingsstudenter derude, der læser dette her: IT'S WORTH IT! Det er fantastisk og en oplevelse for livet, og selvom dit hjerte kommer til at blive udsat for så meget lort, så gør det dig stærkere. Hjemveen gør dig stærkere, selvom du føler du aldrig kommer hjem igen. Selvstændigheden. Og det går op for dig, at det virkelig liv stinker, men det er fantastisk og du kan virkelig mærke at du er i live. Så go for it, for der er ingen tvivl om, at hvis jeg en dag får børn og de vil ud og rejse, så pakker jeg deres kuffert og sender dem afsted, for jeg ved, hvor godt det bliver for dem. (Okay, selvom jeg nok kommer til at arve min mors hønsemorgener, så kommer nok også til at have det svært med at sende dem afsted. Men jeg ved jo, hvor fantastisk det bliver for dem!)
Budskabet med det her indlæg er vel egentligt... Det ved jeg faktisk ikke. Det er egentligt bare et tankemylder og forhåbentligt noget, der kan give jer indblik i, hvordan det er at være udvekslingsstudenter. Det er til min familie og venner, for at fortælle dem, at jeg glæder mig mere end noget andet til at se dem igen. Men det er også på samme tid en besked til dem om, at jeg har det helt fantastisk. Så selvom jeg siger noget alá "JEG VIL ALDRIG HJEM IGEN!!" så mener jeg faktisk bare "hey jeg har det overdrevet lækkert her og det bliver virkelig svært at tage hjem, men jeg savner også Danmark pisse meget" og vice versa med Wisconsin. Udover at jeg er blevet stærkere her er jeg vil også blevet god til at skrive cheesy og motiverende indlæg I guess, hah! Og her til sidst, en lille sang, som passer perfekt til udvekslingsstudenter og som jeg vil sige nok bliver min themesong for mit år her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar