ENDINGS

Anna Hjort Madsen
Så sidder jeg her i min seng og kigger poetisk nok ud af vinduet. Det blæser lidt, men solen skinner og fuglene synger. Det er min sidste dag i Wisconsin og i morgen flyver jeg fra Madison Airport klokken 6:42 (ja, det er, hvad min billet siger) mod Chicago og så mod Washington DC, hvor jeg skal tilbringe 2 dage før jeg tager hjem. Hjem til lille Danmark. 

Det her er dagen, jeg aldrig troede ville komme. Jeg har siddet fast - på en positiv måde - i min lille USA-lomme. Selvom jeg skulle hjem om 10 måneder - eller 2 uger - troede jeg aldrig, at den her dag rigtig ville komme. Selvom jeg forlader Wisconsin om under 24 timer, føles det som om, at det er ikke rigtigt. Hjem? Men det her er mit hjem. Danmark er også mit hjem. Men jeg vidste altid, at jeg ville komme hjem, hjem til Danmark, om 10 måneder. Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer hjem til Wisconsin igen. Men jeg ved, at det vil aldrig blive det samme. Mine amerikanske venner tager snart på college og mine søde foreigners og jeg vil aldrig være samlet her, samme tid og samme sted igen. Vi skal aldrig vandre rundt i North Crawford's gange, tage til practice efter skole, tage den gule skolebus klokken 7 om morgenen igen. Og det er underligt, og selv når jeg skriver om det nu, går det ikke op for mig. 

Jeg har stadig ikke pakket. Eller når jo, har pakket min første kuffert og er næsten færdig med den anden. Men det ligner stadig, at nogle har smidt en bombe inde på mit værelse, så det skal jeg have fikset. Jeg har en hel mappe med betydningsfulde papirer, alt fra breve fra Danmark til tegninger jeg har tegnet i art class med pigerne. Jeg er en minde-hoarder. Det har jeg fra min mor. Jeg har billetter fra film og basketball kampe, et digt fra min basketball coach, som går under navnet #BestSeasonEver og jeg har klistermærker. 

Og nu burde jeg snart stå op og konfrontere den her dag. Stå op, tage mine kontaktlinser i, spise noget morgenmad, pakke lidt mere. Klokken 11 tager Aime, Jada og jeg til Lacrosse for noger last minute sightseeing og frokost. Så er det hjem igen, pakke mere og i aften tager vi til en sidste going away party, hvor jeg lige får en chance for at sige et sidste farvel selvom jeg havde min going away party i går sammen med Mona. 

I fredags sagde jeg farvel til Aina. Det var hårdt, meget hårdere end jeg havde troet. Vi havde ikke sovet hele natten og klokken 3:30 tog Mona, Liv, Lysianne, Aina, Ainas værtsfamilie og jeg mod lufthavnen. Ingen tåter, bare en underlig fornemmelse i maven. Vi fik 30 minutter med Aina, fyldt med jokes i godt 15 minutter før tårerne begyndte at rulle. Det var dog ikke før de sidste 30 sekunder, hvor Aina blev nødt til at gå imod security, at tårerne begyndte at rulle. Hold nu op, hvor var det hårdt. 5 piger, der storhulkede i lufthavnen blev til 4 piger, der storhulkede endnu højere i lufthavnen. Det var et ynkeligt syn og vi satte os i nogle lænestole og hulkede mens vi ventede på Ainas værtsfamilie. Hele vejen ud til deres van og de første 10 minutter af køreturen hjem hulkede vi. Så stoppede vi ved det europæiske bageri (er overbevist om, at de gjorde det, så vi kunne få noget i munden og lade være med at græde. Hjalp ikke fra min sidde af), og så kørte vi hjem. Og nu er det min tur i morgen.

Nu burde jeg virkelig stå op. Har ingen planer om at gå i seng i nat, da jeg alligevel skal køre engang klokken 3 i nat, så kaffe og energidrik må være mine venner. Jeg ved, at jeg kommer til at blive stresset og pakke færdig en time før afgang alligevel. Det her bliver nok sidste gang i hører fra mig i USA. Måske ikke, måske sender jeg en update fra lufthavnen eller DC. Jeg kan ikke love noget. Men tak for alt, tak fordi I har fulgt med de sidste 10 måneder. Tak for kommentarerne og jeres søde ord. Det betyder så meget, og jeg håber, at jeg ikke har været en alt for crappy blogger. 

Hvis der er nogle derude, som overvejer at tage et år som udvekslingsstudent: gør det. Det er hårdt, skræmmende, men det er fantastisk. Jeg har lært så meget om mig selv. Grunden til, at jeg tog det her år i første omgang, var at jeg ikke følte mig klar til gymnasiet. Hvis jeg kunne tage et år i USA, ville jeg kunne gøre alting. Og mon ikke, at jeg føler mig lidt mere klar til gymnasiet nu? Måske ikke, for jeg tog ikke nogle særligt hårde fag her, så mit faglige niveau er måske faldet lidt. Jeg glæder mig ikke til matematik. (Græder faktisk lidt inden i ved tanken om at skulle have matematik.)

Alt i alt har det været nogle fantastiske 9 måneder. Tak for alt, Wisconsin. Tak til alle jer derhjemme, som har støttet mig, især mor og far. Rebekka. I er pisse skønne, og glæder mig mere end noget andet til at se jer i lufthavnen. Vi ses snart! 

Tak til min skønne værtsmor Aime, for at have lukket mig ind i hendes hus og familie. Uden hende, ville jeg ikke have haft chancen for at tage til Wisconsin. Tak for at du har været tålmodig med mig og tak for alt du har gjort for mig. Og tak for mac'n'cheese, hæhæ. 

Og vi ses forhåbentligt snart igen, søde CETUSA group 13/14. Kommer til at savne jer utroligt meget, men vi ses jo igen. Jeg stemmer for en reunion et varmt sted! Love you guys to the moon and back.

Og tak Wisconsin, for at være så helt igennem fantastisk og smuk. Det her er ikke sidste gang, jeg ser dig. Forstår ikke, hvorfor folk er så crazy med Californien og alle de steder, når de åbenlyst ikke har ser din fantastiske natur. 

Jeg takker.