Super cheesy billede, men det har jeg lov til at være når man er udvekslingsstudent!
2013 var året, hvor det hele blev en realitet. Det var året jeg så frem til med æresfrygt. USA. Væk fra alt det velkendte hjemme i Danmark og ud på nye store eventyr. Det var året jeg kiggede en del på min telefon. Ventede på opkaldet fra Explorius. Året med de virkelig irriterende spørgsmål jeg ikke kunne svare på. ”Hvor skal du hen?” ”Hvornår tager du afsted?”. Det var året jeg endelig blev færdig med folkeskolen og endelig kunne komme videre med mit liv.
2013 var fyldt med koncerter. Hele 9 koncerter, hvis jeg ikke tager helt fejl. Det var året jeg rejste til London med min bedste veninde. Jeg tog til Milano med min far (og var 30 sekunder væk for at møde Harry Styles). Det var et år fyldt med nye venskaber og oplevelser og Barcelona med familien.
2013 har været et mærkeligt ord. Det er nok den bedste måde at beskrive det på. Det har været mærkeligt at skulle sige farvel til alle sine venner og familie. Ses om 10 måneder. Hav det godt, pas godt på jer selv og alt det der.
Da jeg endelig fik besked fra Explorius om min familie var jeg lettet. Men jeg skulle til Wisconsin. Wisconsin???? W I S C O N S I N?? Er det overhovedet en rigtig stat? Googler lidt med Jakob mens vi griner lidt af staten. Ost og Green Bay og kolde vintre. Jep, Google levede op til mine forventninger. Jeg kan huske da jeg fandt en anden pige, som skulle til Wisconsin på facebook. Aldrig havde jeg forventet at vi skulle blive venner. Jeg ved ikke hvorfor, jeg troede vel North Crawford var en stor skole, eller noget. Jeg tænkte aldrig over at vi skulle gå på samme skole, så vi skulle nok blive venner. Tætte venner. Jeg husker i starten, da jeg blev ven med min kontaktperson på facebook og lige pludselig væltede venne-anmodningerne ind fra folk, som gik på min fremtidige skole.
Der var kort tid fra da jeg fik min placering til jeg skulle af sted. Jeg fik opkaldet fra Explorius om mandagen og skulle af sted om fredagen. Jeg havde regnet med, at jeg skulle få opkaldet en måned før afrejse. Jeg havde en hel liste inde i mit hovedet med ”Ting jeg skulle nå før USA…”. En ordentlig dansk vaffelis med gufskum og flødebolle. Dyrehaven. Tivoli, bare én gang til. Kaffedates, brunch, biografen. Det blev der lige pludselig ikke tid til, da jeg skulle pakke og købe de sidste ting jeg manglede.
Jeg husker dagen, jeg skulle i lufthavnen. Jeg var syg af nervøsitet. Ingen appetit, rystende hænder, den her helt vildt underlige følelse i hele kroppen. Tror aldrig, at jeg oplever den følelse igen. Det var den underligste følelse, mærkeligste følelse. At skulle sige farvel til katten da vi lige pludselig skulle ud af døren, da jeg skulle sige farvel til Rebekka nede på parkeringspladsen og hun begyndte at græde og jeg begyndte at græde, og så skulle vi i hver vores bil, for hun skulle i skole og jeg skulle til USA. Køreturen, der var overraskende glad. Mine sidste timer i Danmark, og jeg ville bare huske hver og enkelt detalje. Vi kørte forbi Forum. Søerne i København.
Lufthavnen var skræmmende og rodet og før jeg vidste af det sagde jeg farvel igen. Der var heldigvis ingen tårer, men det er underligt at tænke på nu, at sidste gang jeg har fået en ordentlig krammer fra far og mor var for 4-5 måneder siden gør ondt helt ind i hjertet. Jakob, med hans vise ord ”Keep it real, b****”. Det får mig til at smile og jeg har levet efter de ord. Jeg har ikke været en b***** dog! Lover jeg, haha! It doesn’t feel real, though. Det føles som en drøm at være her, en underlig en. Men det føles også ægte og tanken om, at om et par måneder er jeg ikke gør ondt og er en lettelse. Jeg glæder mig mere end noget andet til at se dem derhjemme igen. Men jeg frygter dagen jeg skal sige farvel til mit liv her og ikke se de mennesker jeg elsker så meget hver eneste dag. Plus jeg kommer sikkert også til at savne, hvor nemt det er at få gode karakterer her, haha!
Jeg kunne skrive så meget mere om mine tanker om at være her, men nu var meningen egentligt at skrive om min nytårsaften. Men nytår betyder jo et nyt år og reflektere lidt over det år, som har passeret. Jeg tænker alle de her indlæg kan gøre op for alle de indlæg I ikke har fået, så bare nyd det mens jeg har overskud til det!
Nytårsaften startede omkring klokken 12, hvor Ed kørte Mona og jeg til Ainas hus. Her var Lysianne og Liv allerede og var i fuld gang med at lave oreo-balls (seriøst, det lækreste. Lover at jeg skal lave det for jer alle sammen når jeg kommer hjem!). Vi ville lave det til der, hvor vi skulle hen senere på aftenen som en tak for invitationen. Vi endte med at få lavet 95 oreoballs! Omkring klokken 14 tog vi Ainas værtsforældres minivan til Brunas hus, hvor vi skulle holde nytårsaften. Vi skulle overnatte der, så vi havde alle vores ting med og var alt i alt klar til at holde nytår! Det var dog lidt kedeligt, da vi kom så tidligt og der var ikke så meget at lave.
Omkring klokken 18 begyndte det at vælte ind med mennesker. Brunas værtsfamilie er allerede virkelig stor og huset blev hurtigt ret proppet! Vi spiste super lækker mad (Det var samme standard som den mad vi får hjemme i Danmark! Så rart at få noget frisklavet, sundt mad!) og havde det sjovt. Der var en del mennesker fra vores skole og et par lærere, for alle kender jo alle her i Soldiers Grove og Gays Mills (Skulle bare begynde at kalde det for Gays Grove, for de er begge så små, at jeg nærmest bare vil se dem som én lille by hahaha). Der blev spillet skak, Connect-4 og fjollet rundt og omkring klokken 22 tog alle os unge mennesker (hehe) til Ludvigs værtsfamlie som også havde en stor ”peace meal”. Der var allerede Ludvig og hans tre værtssøskende, som vi er rigtig gode venner med og så et par andre fra skolen og to andre udvekslingsstudenter, som også er Jennifers udvekslingsstudenter, men som desværre ikke går på Crawford.
Det var kaos, da klokken slog 12. Normalt ville vi have en countdown fra 23:50, men her var det lige pludselig kaos og en af drengene sagde lige pludselig rigtig hurtigt ”5-4-3-2-1” og vi troede selvfølgelig alle, at han jokede. Nej, så lige pludselig var vi inde i 2014 uden at, det rigtigt gik op for os.
Vi tog tilbage til The O’Briens klokken 1 og omkring 3-tiden gik vi i seng. Næste morgen tog vi alle sammen i familiens kirke, hvilket vel gjorde det okay at jeg ikke var i kirke juleaften.
Det var ret underligt, for hjemme i Danmark, er der nærmest ikke ét stille øjeblik til nytår. Der er fyrværkeri og fest alle vegne, og her var det forholdvis stille. Plus, jeg manglede altså min kransekage og 90-års fødselsdagen på TV! Stramt. Det var alt i alt en super dejlig start på det nye år, men nu er det så underligt at tænke på at jeg tager hjem I ÅR. Jeg starter på gymnasiet I ÅR. Så underligt. Men 2013 var et mærkeligt, fantastisk og lærerigt år og jeg ser endnu mere frem til 2014. 14 er en af mine yndlingstal, så mon ikke det skal blive meget godt. Håber I alle har haft en helt fantastisk nytår.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar