OMVENDT HJEMVE PÅ FORSKUD

advarsel: det her indlæg er super duper personligt og der er super duper meget tekst og der er super duper ingen billeder og der kommer måske nogle super duper ærlige, lidt barske, meninger ud, men jeg vil ikke lægge skjul på, at udveksling ikke altid er en dans på roser, mens det på samme tid stadig en af de bedste beslutninger jeg nogensinde har taget… og så er det her indlæg også om, hvor fantastisk glad jeg er

Jeg kigger lidt på det Word-dokument jeg har åbnet. Skriver lidt. Sletter det. Skriver igen. Spiser noget frokost, tuller lidt rundt og sletter det igen. Tager en tår af mit glas vand, dyb indånding og kigger igen på det tomme Word dokument. Sætter lidt musik på og tænker. Hvad skal jeg fokusere på i det her indlæg? Jeg vil blogge om det hele, om alle mine følelser inden i. Hvor skal jeg starte?

Jeg har været her i 5 måneder. Plus-minus. Jeg har ingen hjemrejse dato. Ikke endnu. Men er godt halvvejs. Jeg er lettet. Jeg er i live. Det her har været de mest turbulente 5 måneder i mit liv. Hvis nogle havde fortalt mig hele vejen tilbage i starten af 2012, at hvis jeg valgte at tage et år i USA, ville jeg ende i en lille ukendt flække i Wisconsin, min veninde der var tættest på var 15 kilometer væk, ville jeg nok tænke, at jeg sikkert bare skulle blive hjemme, starte på et forkert gymnasium eller noget. Jeg tror ikke engang jeg vidste, at Wisconsin var en stat tilbage i 2012. Jeg vidste ikke engang at der var en stat, der hed Wisconsin før engang i sommerferien 2013, da jeg besluttede mig for at lære alle USA’s stater i hovedet. Geografi var aldrig min stærkeste side.

De sidste 5 måneder har været en rutsjebanetur. Jeg har grint, jeg har grædt. En ting er sikkert: jeg er gladere. Jeg har oplevet så meget og været igennem så meget, og der er sket noget godt hver dag. Selv på en dårlig dag, har der været noget, der har gjort at det har været en god dag. Tag for to dage siden, onsdag, for eksempel. Jeg var i så dårligt humør. Jeg vidste ikke, hvad der var galt. Var det hjemve? Nej, når jeg tænkte over det, savnede jeg overhovedet ikke Danmark. Havde bare en stor tordensky over mit hoved. Kunne slet ikke smile, selv når veninder sagde "Giv mig dit største falske smil!". Jeg åbnede bare munden med sammebidte tænder, men det var så svært at smile. Mens vi havde basketball træning blev det hele bare for meget og jeg blev nødt til at lave den typiske ”gem dig væk på pigetoilettet og begynd at græde”-stunt, som man så ofte ser i film. Jeg var så ligeglad med, at der var en anden pige på toilettet, jeg kunne bare ikke holde det inde og græd uden nogen grund. Men det var stadig en god dag. Hvorfor? Mona kom ud et par minutter efter og så mig stå og græde og begyndte straks at kramme mig. Det var en god dag, fordi selvom jeg havde været en fuldstændig idiot over for mine venner hele dagen, selvom de ikke havde gjort noget og jeg bare var nede i kulkælderen, så var de der for mig. Resten af basketball træningen kom de andre piger over og krammede mig og var bekymrede for mig. Det var en god dag, fordi jeg skulle ikke gå rundt og være trist alene. Det var en god dag, for jeg har de mest fantastiske venner, der passer på mig og vi lærer noget nyt om hinanden hver eneste dag. Så selvom jeg havde været tæt på at tude hele dagen (og jeg endelig begyndte at tude), gik jeg i seng med et smil på læben. Der er altid noget at være glad over.

Jeg har ændret mig. Super meget. Jeg er gladere. Jeg er stærkere. Jeg skriver super cheesy blogindlæg. Jeg er blevet forfærdeligt dårlig til at sætte danske kommaer og skrive dansk. Jeg er blevet super god til engelsk (hehe.). Jeg kan lide, hvem jeg er. Jeg kan lide at være Wisconsin-Anna. Hun er altid glad, griner altid og har det godt med sig selv og har fantastiske venner. Hvem skulle have troet, at jeg ville komme til at elske den her lille flække midt ude i ingenting? Hvem skulle tro, at jeg ville vænne mig til at når noget var 40 minutter væk, var det tæt på? At elske at gå i skole – og af og til blive på skolen fra klokken 8 om morgenen og først tage hjem ved 9-tiden om aftenen? Det er godt nok noget, man ikke gør tilbage i Danmark, det kan jeg love jer for. Jeg savner ikke Danmark, når jeg tænker over det. Jeg savner det, der ER i Danmark. Venner, familie, maden (!!!) og traditionerne. Jeg elsker, hvor lidt fordomme, folk har her. Det er så dejligt, bare at kunne være sig selv. Jeg følte altid et pres derhjemme på, hvem jeg var, hvordan jeg opførte mig, hvad jeg havde på af tøj og så videre. Der er sådan et stort pres på alt det overfladiske møg (jeg sagde ikke L-ordet, mor!) tilbage i Danmark. Jeg bliver af og til så gal, når jeg tænker på, hvor utilfreds jeg var med mig selv tilbage i Danmark. Kun fordi, at der var sådan et pres på, hvem du var og hvordan du så ud. Hvad for noget tøj du gik med, og om du nu havde de helt super nye lækre Nike sko til 1200 kroner som alle andre også havde. Hold nu op, hvor var det forfærdeligt og hold nu up, hvor savner jeg af og til bare ikke de mennesker jeg omgik mig med overhovedet. Nu skal det her ikke blive helt negativt, for jeg har nogle fantastiske venner og en endnu mere fantastisk familie, men mens jeg har været herovre, er det virkelig gået op for mig, hvem der er mine ægte venner og hvem der lige kan vove på at opføre sig som om vi er perlevenner når jeg er hjemme igen.

Det er også noget jeg vil snakke om, i det her indlæg. Mange udvekslingsstudenter har også oplevet deres år væk fra hjemmet som en slags oprydning, hvor det er gået op for dem, hvem der var deres rigtige venner og hvem, som slet ikke har taget et initiativ for at holde kontakt med en. Jeg er selv overrasket over, hvem jeg skriver med ofte og hvem som ikke engang ønskede mig en god tur til USA tilbage i september, da jeg tog af sted. Der har været tætte venner, hvor jeg har prøvet at holde kontakten, der har været mennesker jeg har set hver dag de seneste 10 år i folkeskolen, hvor selv de mennesker som snakkede så begejstret om, at de ville hente mig lufthavnen når jeg kom hjem med store skilte, som slet ikke har skrevet til mig de seneste 5 måneder eller som ønskede mig god tur. Men det er kun godt, for jeg ved at dem vil jeg slet ikke bruge min tid på, når jeg kommer hjem, hvis de ikke engang kunne tage 15 sekunder ud af deres dag, den dag jeg tog afsted for bare at skrive ”Held og lykke” eller noget.

Exchange is change. Jeg er blevet så meget klogere de seneste 5 måneder. Har måske ikke de sværeste fag i skolen og kan ikke rigtigt huske noget om ligninger eller, hvem hvorfor det var at i 1907 kom den engelske tyv (kan huske rimet, men kan slet ikke huske, hvorfor den engelske tyv kom og stjal den danske flåde) og jeg husker slet ikke noget om, hvad det nu gør at alkohol prutter og tisser (Men igen, fysik var aldrig rigtigt min stærke side…). Jeg er dog blevet klogere på noget meget vigtigere end matematik og lektier, og det er altså livet (ååh, kan det her indlæg blive mere cheesy...). Jeg har fundet ud af, hvad der skal til, for at man kan være glad. Jeg har lært at værdsætte de små ting, såsom en smuk solopgang der klokken 7 om morgenen når jeg sidder i skolebussen på vej til skole, jeg har lært at værdsætte grøntsager, når vi endelig får dem, og gode venner og dårlige jokes. Jeg har lært, at lade være med at være så super overfladisk og jeg har lært at være mig selv, er det bedste jeg kan være. Jeg har lært at være ligeglad med hvordan jeg ser ud, hvad jeg tager på af tøj eller hvor meget jeg vejer, for inderst inde ved jeg, at det der rigtig gælder, er hvordan du er inden i. Kan huske, at jeg læste et citat i retningen af ”People will forget what you did, but they will never forget how you made them feel” eller noget i den retning. Hvad jeg prøver at sige er, at det, der betyder mere er, hvordan du opfører dig over for andre mennesker og hvordan det er dine handlinger der definere hvem du er. Jeg kan være fuldstændig ligeglad med hvordan jeg ser ud, for selv hvis du er en eller anden super smuk person og du opfører dig som en rigtig idiot (ville rigtig skrive b-ordet her, men selv når mor er på den anden side af jorden, er hun stadig ude efter mig, når jeg bandet på bloggen!), så vil folk huske dig som en rigtig idiot (eller som en rigtig b-ord).

Jeg er så glad for, at jeg har lært så mange ting herovre og fået en åbenbaring om, hvad de rigtige værdier i livet er. Det er ikke, at være super populær og gå rundt i smart tøj og være bedre end alle andre, men at være glad for hvem du er og være sammen med mennesker du elsker og stoler på. Jeg har fået de bedste venner her, som jeg er så utroligt taknemmelige for. Det er de små ting, der gælder. Så selv, hvis den her rejse kostede utroligt mange penge, så allerede de seneste 5 måneder har jeg fået oplevelser og venskaber der er mere værd end hvad den her rejse overhovedet kostede. Jeg elsker det her. Og ja, jeg har haft hjemve og savnet Danmark, men ser ingen grund til, hvorfor jeg skulle. Jeg savner jo ikke specielt Danmark så meget, men mere hvad der er i Danmark. Familien, vennerne. Af og til trygheden og de vante omgivelser. Maden...  I stedet for vil jeg nyde de sidste 5 måneder her, mens jeg kan. For jeg ved, at når jeg kommer hjem, så vil jeg have hjemve for resten af mit liv og savne alle menneskerne her. Tanken gør helt ondt, for ja, jeg kan altid komme tilbage, men det vil bare ikke være det samme når jeg ved, at ikke alle de her fantastiske mennesker vil være samlet her det samme sted på samme tid. Udvekslingsstudenterne bliver spredt rundt omkring på kloden, amerikanerne starter på college, flytter måske til en anden stat. Det gør ondt, så ondt, men selvom det er svært, vil jeg ikke tage sorgerne på forskud. Jeg ville lidt ønske, at livet var en film, for åååh, hvor ville jeg ønske at jeg kunne sætte mig foran tv’et når jeg kom hjem og genopleve hvert eneste sekund her. Jeg har allerede glemt rigtig meget her, men er også begyndt at skrive dagbog her tilbage i december, for at få alle de øjeblikkene ned på papir, så jeg kan læse og genopleve det hele igen.

Hold nu op, hvor blev det her indlæg også bare langt. Og ingen billeder. Næsten 2000 ord. Det er jeg ked af, men igen, det her bliver en af de ting, jeg vil læse om et år og se tilbage på. Det her er bare en lille ting, jeg har fået ud af mit ophold, det her indlæg er bare sådan en lille bid, ud af alle de ting jeg har fået ud af at være her. Burde nærmest skrive en bog om at være udvekslingsstudent, for jeg kunne blive ved med at skrive, men vil ikke torture jer med et endnu længere indlæg, specielt uden billeder.

Jeg elsker og savner jer alle derhjemme. Jeg glæder mig så meget til at se jer igen. 5 måneder. Vi er halvvejs. Det skal nok gå stærkt, for jeg har det stadig som om jeg kun har været her i 3 måneder. Hvor bliver tiden af? Det ved jeg ikke, men tid er nu også lidt en (b-ord). Den går altid enten for stærkt eller for langsomt. Ville bare ønske at man i det mindste kunne spole tilbage, hvis jeg en dag har en gråvejrsdag i Danmark og så bare spole tilbage til en dag her i Wisconsin. Jeg vil ikke hjem, men på samme tid glæder jeg mig mere end noget andet til at se alle de velkendte ansigter og steder derhjemme. Anna, du er halvvejs. Og du er i live.