LESS THAN A HUNDRED

Der har været stille på bloggen. Alt for stille. Efter mit meget dybe indlæg, fik jeg så travlt og havde ikke rigtig noget overskud til at skrive. Der sker så meget, men det et små ting. Men nu har jeg sat mig ned og fået åbnet bloggen. Det her er en af mine sidste chancer for at få lov til at skrive noget i et par uger nu. Der er to uger indtil skolens stykke. Det er så skræmmende, og føler kun jeg har været til et par meget få play practices. Puha. Det betyder intense prøver, som varer indtil klokken 8 om aftenen. Den 15. marts er jeg færdig med teaterstykket og så skal jeg fokusere på track and field, som er den sidste sport jeg kommer til at dyrke på Crawford. Når track and field er ovre, begynder skolen så snart at komme til ende.

Det er så skræmmende. Her den anden dag var min countdown på 100 dage til graduation. 100 DAGE?! Det er så sindssygt. 100 dage tilbage af North Crawford. Til dags dato er der 96 dage. Jeg kan ikke gøre for det, men jeg tæller ned. Jeg glæder mig. Glæder mig mere end noget andet til at komme hjem. Og jeg frygter mere end noget andet at forlade mit amerikanske liv. Jeg vil ikke tænke på det, men hvis jeg skal værdsætte og nyde hver eneste dag så meget som muligt, skal jeg tænke på, hvor få dage jeg har tilbage. Det er lidt et paradoks.

De seneste to uger har jeg haft den der ”stuck” følelse. Jeg snakkede med Aina om det, om hvordan vi følte, at vi var klar. Klar til at komme hjem, til at se alt det velkendte. Jeg må indrømme, jeg har skrevet måske lidt mere med venner og familie end anbefalet. Og jeg var syg sidste lørdag til tirsdag. Hvilket gør følelsen af at ville hjem 100 gange stærkere. Men nu er det hele vidst okay igen. Jeg er slået i stykker, mit hjerte vil være alle de her steder på en gang. Jeg vil være her. Jeg vil rejse rundt i resten af USA. Jeg vil hjem. Jeg vil rejse rundt i Europa, tage til London, Paris, hvad ved jeg. Jeg vil tilbage til folkeskolen, fordi gymnasiet virker så skræmmende. Jeg vil på gymnasiet, for jeg føler mig klar. Jeg vil ligge under dynen og gemme mig for alt ansvar. Og jeg vil hænge ud med alle mine venner, kramme dem (haha, lidt creepy, men det vil jeg). Danske og amerikanske venner. At tage hjem bliver hårdt og en lettelse.

Nu slutter basketball på torsdag. Vores sidste kamp med mit helt fantastiske JV-team. Vi har haft en virkelig hård sæson, tabt alle vores kampe (undtagen én! Vi vandt mod Weston, men det var fordi de aflyste deres kamp, så det gjaldt som en vundet kamp, haha!). Vi har haft op- og nedture. Men når man tænker på, at hvis det ikke var for udvekslingsstudenterne, ville der ikke være et JV-hold, så har vi gjort det godt. Jeg har endnu ikke scoret et mål til en kamp. Det er okay. Jeg er blevet så meget bedre. Jeg har haft mine frustrationer med basketball, kampe hvor jeg har løbet med frustrerende tårer løbende ned af kinderne. Jeg havde en kamp, hvor jeg gjorde alt ting forkert og jeg blev så sur på mig selv og på mit hold når de konstant fik mig til at føle mig dummere. Jeg husker stadig at coach kaldte time-out, fordi hun vidste jo ikke, hvorfor jeg spillede basketball og græd. Oggggg der begyndte jet at græde og bande og af en eller anden grund ville de andre piger stadig være venner med mig efter den kamp (<3 love my girls). Men nu er vi snart færdige.

96 dage. Så er jeg færdig med North Crawford og hold nu op, hvor det både river i hjertet og få det til at slå hurtigere af glæde. Jeg er delt i to. Jeg har det godt, undskyld bloggen har stået så stille. Men nu har jeg tid til at få sat mig ned og få skrevet nogle indlæg, så jeg kan få holdt bloggen i gang, mens jeg har travlt med dagligdagen her i Wisconsin.